Robotterne er ved at få smag for de røde tomater i sommervarmen.

 Nu kan de snart selv plukke og pakke tomaterne.

I samarbejde med det Fynske gartneri Alfred Pedersen & Søn har Egatec, udviklet en robot der skal plukke tomatklaser. En udfordrende opgave, selv for en robot, da ikke to planter er ens og derfor kræver stor præcision at plukke de røde tomatklaser.

Robotten skal ikke bare plukke tomaterne, den skal også kunne vurdere, hvornår tomaterne er klar til plukning.

Robotten registrer tomaternes farve, og dermed deres modenhed, ved hjælp af et vision-system. Når robotten registrerer en moden tomatklase, griber den fat om stammen og trækker den hen til robotten.

Et plukkehoved føres op til tomatklasen, og ved hjælp af et sæt knivblade skæres klasen af, samtidig har en griberobot fat i stilken på klasen og fragter den afklippede klase over i en bakke.

Hvorfor er automatisering vigtigt?

Tomaterne plukkes i dag manuelt i 25°C varme og fugtige væksthuse, hvor medarbejderne belaster kroppen med ensidigt, gentaget arbejde.

Ud over at det er et belastende job, er det også en stor udgift for gartneriet, som derfor har svært ved at matche udenlandske priser.

Udover at gøre produktionen mere lønsom, vil robotten kunne bidrage med at levere relevante data, der på sigt kan anvendes til optimering af produktionen.

Robotten som er udstyret med et vision-system, udviklet af Teknologisk Institut, kan arbejde 24/7, hvilket er en kæmpe konkurrencemæssig gevinst.

Kampen om førstepladsen

Der arbejdes over hele verden på at udvikle lignende robotter til at plukke tomater. Projektet har dog også været længe undervejs, men hos Egatec er optimismen i top. Der arbejdes i skrivende stund på at gøre robotten klar, så den forhåbentlig kan vises frem til efteråret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.